``Langt ude i skoven, lå et lille ....`` - værksted.
Lakeside Woodwork er snedkerdelen af tømrerfirmaet
Etting Træ og Byg Aps der ejes af Kim Etting.
Duften af træ.
Jeg er taget til Sorø for at besøge Lakeside Woodwork.
Da Kim åbner døren ind til værkstedet, træder jeg ind i et rum, hvor det første jeg bliver mødt af, er duften af tørt træ og savsmuld. En duft der for mig er ren nostalgi og velbehag. Træ er bare et fantastisk materiale! Dernæst ser jeg (selvfølgelig) en masse værktøj, maskiner og træ..
Kim har været selvstændig tømrer siden 2020. Han fortæller at det var lidt tilfældigt at han lige blev tømrer. Men flere i familien er det og da han kom i lære hos sin far - fik han også smag for arbejdet med træ. Det er primært tømreropgaver der driver firmaet, men han holder meget af at være i værkstedet.
Langt de fleste af hans kunder er lokale og han har mange forskelligartede opgaver. Det kan være nye gulve der skal lægges, bygning af en shelter, eller mindre renoveringsopgaver.
I værkstedet.
I værkstedet er det færdighederne indenfor snedkerarbejdet der findes frem.
Her fremstilles fx de populære tapasbrætter i eg med striber af valnød, reoler, skærebrætter, bøjler til tøj, serveringbakker, plankeborde og svævehylder.
Kim kan godt lide ting der ikke er masseproduceret. Ting som har den dér gode følelse af kvalitet, når man får dem i hånden. Og som han fortæller ``Det er ofte nemmere at købe et skærebræt i IKEA for eksempel. Men det behøver ikke altid være nemt``
Etting Træ og Byg Aps har sit eget lille savværk.
Derfor kan Kim også tilbyde skæring af planker, brædder og tømmer. De arbejdsdage der foregår udenfor med plankeskæring, hvor der kommer gang i maskinerne - er de dage han allerbedst kan li´. ->
Et tapasbræt bliver til.
Fra det rå træ til det færdige og lækre tapasbræt af egetræ med striber af amerikansk valnød, ligger en masse arbejdsgange:
- De rå brædder skal skæres i stave
- Stavene skal limes sammen og lægges i pres til tørring
- Herefter saves brættet groft ud efter skabelonen
- Så skal brættet tilrettes, for at få den præcise form
- Der skal bores hul i håndtaget
- Så skal brættet slibes, fugtes, slibes, have oliebehandling og slibes
- Olien skal tørre helt
- Der bliver trykt logo og brættet er klar til salg